Arkiverne blev åbnet
Dørene gik op til Arkivernes Dag
I dag er det Arkivernes Dag. En årligt tilbagevendende begivenhed, der giver både østjyder og alle andre danskere mulighed for at dykke ned i historien.
I Randers inviterede stadsarkivet indenfor og det benyttede blandt andre Svend Åge Sørensen til at gå på jagt efter barndomsminder.
- Jeg leder efter ting fra min barndom i Vorup. Og der er da en del ting her i arkivet. Både avisudklip og billeder. Blandt andet fra det sted, hvor jeg som barn løb på skøjter og det er da sjovt at se, siger Svend Åge Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I arkiverne kan man få svar på næsten alt og tiden, der er gået. Selv personalet kan til tider blive overrasket over, hvad registrene gemmer.
- Vi, der arbejder her, har efterhånden været her i mange år. Når folk kommer og spørger os om vi har noget om et emne, en vej, et hus eller noget helt andet, så kan vi godt tvivle. Men efter lidt søgen, så dukker der alligevel ofte noget op, fortæller Tina Knudsen Jensen, arkivar hos Museum Østjylland til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se video øverst på siden.