Arkitektskolen modtager anerkendelse

Skolen har opnået validering hos The Royal Institute of British Architects

For første gang nogensinde har en arkitektskole i Skandinavien opnået validering hos The Royal Institute of British Architects (RIBA), da arkitektskolen i Aarhus netop har fået RIBA-valideringen.

- Vi er super, super glad for RIBA-valideringen, for det betyder, at vi nu kan sammenligne os med de bedste arkitektuddannelser i verden i stedet for blot at benchmarke op mod os selv eller andre danske skoler, siger Torben Nielsen, der er rektor på Arkitektskolen Aarhus, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Skolens rektor er sikker på, at den nye validering vil påvirke både skolen og de studerende på sigt.

- Vi har før haft udenlandske studerende, som overvejede at læse i Aarhus, men ikke helt vidste, om de skulle, fordi de ikke kunne få en international anerkendelse med sig fra vores uddannelse. Nu kan de få RIBA-valideringen med sig, så jeg er sikker på, at vi kan tiltrække mange flere udenlandske studerende, siger Torben Nielsen og fortsætter:

- Også for vores egne elever er det gode nyheder. Det vil uden tvivl blive nemmere at få job internationalt, og for de danske tegnestuer betyder det noget at have en ansat, hvis uddannelse har RIBA-validering, når tegnestuerne skal pre-kvalificeres i konkurrencerne, siger rektoren for Arkitektskolen Aarhus.

Valideringen af skolens kandidatuddannelse er givet uden forbehold på baggrund af en næsten tre år lang evalueringsproces.

RIBA er verdens mest anerkendte sammenslutning af arkitekter. Den består af omkring 45.000 arkitekter fra hele verden.