Arkitekt Johannes Exner er død

Den aarhusianske arkitekt stod sammen med sin hustru bag mange restaureringer af kendte danske bygninger. Han blev 89 år

Den kendte aarhusianske arkitekt Johannes Exner er død, 89 år gammel.

Det fremgår af en dødsannonce, som hans mangeårige hustru og samarbejdspartner, Inger Exner, lørdag har indrykket i Jyllands-Posten på familiens vegne. Han døde 16 maj.

Johannes Exner blev født i Randers, hvor han i begyndelsen af 1960'erne tegnede Sankt Clemens Kirke. Han markerede sig gennem flere generationer som arkitekt, og særligt som fornyer af dansk kirkearkitektur blev han kendt.

Gug Kirke ved Aalborg, Nørrelandskirken i Holstebro og Islev Kirke i Rødovre er eksempler på det. Alle tre blev tegnet i samarbejde med hustruen.

Se: Exners hemmelighed: Tortureret i Frøslevlejren

I Østjylland tegnede han foruden Sankt Clemens Kirke i Randers også Virklund Kirke ved Silkeborg, Skæring Kirke ved Aarhus samt sognehuset ved Skt. Pauls Kirke i Aarhus.

Parrets hovedværk betegnes dog ofte som restaureringen af Koldinghus over en periode på 22 år. Det er et arbejde, der blandt andet har været med til, at Johannes Exner i 2011 blev hædret med kulturarvsprisen Europa Nostra.

Herudover er Rundetårn og Trinitatiskirken i København også blevet restaureret under ægteparret Exners ledelse.

VIDEO: Mød Johannes Exner i udsendelsen "Tro På"

Johannes Exner var foruden aktiv arkitekt også professor ved Arkitektskolen i Aarhus, hvor han begyndte som lektor i 1965. Aarhus blev også hjem for parrets tegnestue.

- På tegnestuen har Johannes Exners utrættelige arbejde med at udvikle projekter med stærke hovedgreb og veludførte deltaljer været til stor inspiration for alle, der har arbejdet sammen med ham, skriver medarbejder fra tegnestuen E+N Arkitektur i et mindeord i Jyllands-Posten.

I sine helt unge år blev Johannes Exner under besættelsen taget af tyskerne. Han blev udsat for tortur og efterfølgende ført til Frøslevlejren. Det fortalte han om i et program på TV 2 | ØSTJYLLAND i februar i år

Begravelsen af Johannes Exner finder sted 29. maj i Aarhus.