Arkæologer finder offermose
Tre mosepotter er dukket op under arbejdet med ny havnetunnel i Århus. Moesgaard Museum kalder fundet 'spændende'.
For bygherrer er det noget af det værste, der kan ske: At arkæologer finder spændende genstande fra fortiden, hvorefter de rykker ud med metaldetektorer og teskeer og dermed forsinker byggeprojektet.
Ikke desto mindre lover Århus Kommune, at et fund af potter fra fortiden ikke kommer til at forsinke den kommende havnetunnel. De tre potter er blevet fundet i forbindelse med forundersøgelser til tunnelen. Fundet skete nær det sted, hvor Århus Syd-motorvejen munder ud i Viby Ringvej.
- Jeg kan ikke se nogen røde lamper blinke i øjeblikket. Overhovedet ikke. Arkæologernes umiddelbare vurdering er, at udgravningerne ikke vil forsinke vejprojektet, der har første spadestik og opstart i foråret 2010, siger projektleder på Marselistunnelen, ingeniør Helle Svantemann fra Århus Kommune, til Århus Stiftstidende.
De tre potter har ligget i velbevarede tørvelag, hvilket tyder på, at de er blevet lagt i en offermose i jernalderen. Den gamle mose skal nu undersøges nærmere.
- Der er ingen garanti for, at vi vil finde interessante ting. Men naturligvis er det meget spændende, at der sandsynligvis har været en offermose på stedet, siger museumsinspektør Poul Nissen fra Moesgaard Museum til avisen.