To-årig forsvandt fra vuggestue
Lille pige gik ud af defekt låge
En to-årig pige forsvandt mandag formiddag fra Kærgaards Vuggestue og Børnehave på Kollundvej i Silkeborg.
Pigen forsvandt kortvarigt fra institutionen, efter at hun var gået ud af en defekt låge.
Pigens forsvinden blev opdaget, da en håndværker henvendte sig ved institutionen og spurgte, om den manglede et barn.
- Vi havde åbenbart en defekt låge, som hun er gået ud af, fortæller institutionens leder, Christel Arctander Rasmussen, til netavisen mja.dk.
Den to-årige pige forsvandt ved 10-tiden om formiddagen. Kort efter at hun var tilbage, blev forældrene orienteret om episoden. Senere samme dag blev den defekte låge repareret.
Det er tredje gang inden for en måneds tid, at børn forsvinder fra daginstitutioner i Silkeborg-området.