Århusianske sejre i Basketligaen
Bakken Bears og Aabyhøj kunne begge sætte to point på kontoen efter torsdagens kampe i Basketligaen.
23. okt 2009, kl. 08:21
Mere end 30 dage gammel
De forsvarende mestre fra Århus-klubben Bakken Bears vandt som ventet udekampen mod Aalborg BK. Opgøret endte med en østjysk sejr på 96-55.
Med sejren formår Bakken Bears at holde kontakt til de øvrige tophold i ligaen. Århusianerne er dog stadig fire point efter sidste års sølvvindere fra Svendborg Rabbits, der dog har spillet én kamp mere end Bakken Bears.
Aabyhøj besejrede på udebane Horsens IC med 86-74 og får dermed skabt lidt afstand til de absolutte bundpropper, Randers og BK Amager.