Århusiansk sommerskole populær
Studerende fra lande som Sydafrika og Uruguay vil tilbringe sommeren på en vindenergi-sommerskole.
123 ansøgninger fra ingeniørstuderende i 23 forskellige lande verden over har fundet vej til Ingeniørhøjskolen i Århus.
De mange studerende vil deltage i højskolens sommerskole, der drejer sig om vindenergi.
Ikke overraskende, temaet taget i betragtning, er sommerskolen arrangeret i samarbejde med Aarhus Universitet og virksomhederne Vestas og Siemens Wind Power, og den finder sted i august.
Den store bunke ansøgninger afslører en interesse langt over skolens forventninger.
- Vi kan næsten ikke får armene ned. Vi satser benhårdt på at have en international profil med høj kvalitet, men at der er kommet ansøgninger fra så mange lande har alligevel overrasket os positivt, siger ingeniørdocent Martin Heide Jørgensen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.
Der er kun plads til 45 studerende i årets sommerskole, og de bliver udvalgt af et bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Ingeniørhøjskolen og virksomhedspartnerne.