Århusiansk Nobelprismodtager fylder 90
Han er manden bag den største begivenhed i Aarhus Universitets forskningshistorie. Onsdag fylder han rundt.
I 1997 modtog professor emeritus, dr.med. Jens Chr. Skou fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet Nobelprisen i kemi, fordi han var den første, der beskrev en ion-pumpe, den såkaldte natrium-kalium-pumpe.
Selvom Jens Chr. Skou først modtog Nobelprisen 40 år efter sin beskrivelse af pumpen, førte hans forskningsresultater hurtigt til international opmærksomhed, som blev startskuddet til et omfattende videnskabeligt arbejde på Aarhus Universitet.
Læs også
- Han har gennem sin lange og enestående forskerkarriere været med til at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. Han er forskeren med stort F, der har bevist, at man kan gå hele vejen fra Lemvig til Nobelprisen, hvis man besidder talent, genialitet og vilje. Dermed er han ikke kun et forbillede for alle de spirende forskertalenter på universitetet, men for hele Aarhus Universitet, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
I fødselsdagsgave fra universitetet får Jens Chr. Skou et portræt i stiftmosaik udført af billedkunstneren Erik A. Frandsen.
- Jeg betragter portrættet som en stor ære, og jeg er også glad for, at det er Erik A. Frandsen, der skal udføre det. Han er et behageligt menneske at være sammen med, og jeg er meget imponeret ikke mindst af hans fantastiske mosaikbilleder, men også af hans arbejder med ætsninger i stål, siger Jens Chr. Skou.