Århusiansk mor mister 85.000 kr. om året

Århusiansk mor til to handicappede børn risikerer at miste 7.099 kr. om måneden på grund af regeringens genopretningsplan.

Lisbeth Mosegaard Nielsen fra Brabrand får refunderet sin tabte arbejdsfortjeneste af det offentlige, fordi hun går hjemme og passer sine to handicappede børn. Inden skatten er betalt får hun hver måned 28.270 kroner, et beløb der svarer til hendes løn, da hun var i arbejde. Men beløbet ser ud til at blive meget mindre i fremtiden.

Regeringens genopretningsplan betyder nemlig, at det offentlige fra den 1. januar 2011 kun vil udbetale 19.247 kroner i tabt arbejdsfortjeneste.

Regner man pensionen med, betyder det, at Lisbeth Mosegaard Nielsen står til at miste 7099 kroner om måneden eller 85.188 kroner om året.

- Det er jo helt grotesk, at familier, der i forvejen er utrolig hårdt ramt, skal bidrage med så meget. Det kan jo ikke lade sig gøre, siger hun.

Hun har nu valget mellem at gå fra hus og hjem eller at sende hendes børn i et kommunalt tilbud. Det har hun og børnene dog meget dårlige erfaringer med, da den yngste har en psykisk lidelse, der gør, at han har bedst af at være sammen med den samme plejer hele tiden.

Se hvad regeringspartiet Venstre siger til konsekvenserne af genopretningsplanen i TV 2 | ØSTJYLLAND's nyhedsudsendelse fredag kl. 19.30.