Århusianere vil kræve bompenge af bilister
Vælgerflertal i Århus vil indføre bompenge i bymidten, sådan som politikere i København arbejder for. Men byrådet i Århus er imod.
Et lille vælgerflertal i Århus er tilhængere af at kræve bompenge af bilister, som vil køre i bymidten. Men på rådhuset fastholder et politisk flertal sin modstand.
53 procent af borgerne erklærer sig enige eller overvejende enige i, at Århus skal indføre bompenge, skriver Århus Stiftstidende på baggrund af en meningsmåling fra TNS Gallup.
42 procent af de spurgte erklærer sig uenige eller overvejede uenige. Jo ældre folk er, jo mere er de imod.
I byrådet er kun SF og Enhedslisten tilhængere af bompenge som middel til at begrænse trafik og forurening.
I det socialdemokratisk regerede København presser et flertal i Borgerrepræsentationen på for at få Folketingets tilladelse til at indføre bompenge. Men de århusianske socialdemokrater satser på at få pendlere til at tage bussen og en planlagt letbane.
- Bompenge er ikke en del af løsningen på byens trafikale problemer. Vi vil hellere styrke den kollektive trafik for at lokke folk derover, siger medlem af teknisk udvalg, Kristian Würtz (S).
Venstres leder i byrådet, Laura Hay, kalder bompenge for en ekstra skat med den begrundelse, at den kollektive trafik ikke tilbyder et reelt alternativ til privatbilismen.
- Jeg mener ikke, vi kan lave en betalingsring, før letbanen er fuldt udbygget, siger Hay.