Århusianere vandt i Bangkok

En tuberkulose-test og en imponerende forretningsplan sikrede to århusianske studerende international sejr.

De to cand.merc.-studerende John Agerholm og Martin Klint fra Århus har sammen med forskere fra Hvidovre Hospital vundet den internationale og ganske anerkendte konkurrence Bangkok Business Challenge 2008. Det skriver Århus Stiftstidende.

Foruden en præmiecheck på 60.000 kroner kan de unge mænd nu se frem til at skulle en tur til USA, hvor de skal deltage i yderligere to amerikanske business-konkurrencer.

Først på programmet er en konkurrence i Californien, hvor efter turen går til Texas, hvor en førsteplads vil indbringe lige under en kvart million dollars.