Århusianere syge på restaurant

Fødevarestyrelsen undlod at advare mod salmonella-inficeret kød fra italiensk slagteri. 300 blev smittet i Århus.

Fødevarestyrelsen lod sidste år danske forbrugere spise kød fra et slagteri i Italien, selv om styrelsen to gange kort forinden havde fundet den frygtede salmonellatype DT104 i kød fra netop dette slagteri, skriver Politiken.

Det førte til det mest alvorlige salmonellaudbrud herhjemme sidste år, hvor op mod 300 mennesker blev syge af at spise kødet på en restaurant i Århus. Fødevarestyrelsen erkender nu, at kontrollen svigtede.

- Vi har begået fejl, siger vicedirektør Henrik G. Jensen, Fødevarestyrelsen.

Både i marts og juli sidste år påviste Fødevarestyrelsen salmonella i kød fra det italienske slagteri Calzi. Kødet blev destrueret, men styrelsen tjekkede ikke, om der var mere farligt kød fra slagteriet i omløb i Danmark.

Derfor opdagede styrelsen ikke, at en restaurant i Århus fortsat serverede kød fra Calzi for sine gæster. /ritzau/