Århusianere glade for bycykler

Århusianerne er vilde med gratis bycykler - også selv om de ikke selv bruger dem.

Foto: Colourbox

Århusianerne er vilde med bycyklerne, men de bruger dem ikke selv.

Det er en meget grov konklusion på en meningsmåling, som Analyse Danmark har lavet for gratisavisen Urban.

Byrådet skal snart beslutte, om bycyklerne skal fortsætte, efter at de i to sæsoner har har været en del af gadebilledet som et forsøg. Ifølge Urban har politikerne dog borgernes fulde opbakning til at fortsætte ordningen.

82 pct. af de 833 århusianere, der har svaret, mener, at ordningen skal fortsætte. Kun 10 procent siger nej, og otte procent ved ikke.

Undersøgelsen viser også, at århusianerne stort set ikke selv bruger cyklerne. Alligevel mener et stort flertal på 89 procent, at cyklerne er til glæde for turister og til gavn for miljøet.