Århusianer vil samle Danmarks største løbehold

Østjyderne skal op af sofaen og ud på vejene, mener århusianer, der drømmer om at samle Danmarks største løbehold.

Selv om det er koldt, og Østjylland er dækket af et tykt lag sne, mødtes løbeholdet tirsdag aften til deres ugentlige løbetur.

Løbeholdet tæller indtil videre omkring 50-60 løbere. Løberne mødes hver tirsdag kl. 19 ved Tangkrogen i Århus, og alle må løbe med.

- Det primære er at få så mange som muligt ud at løbe. Vi statser på at give alle dem, der sidder ude i stuerne og ikke har nogen at løbe med, et projekt, hvor de kan være med ud at løbe sammen med nogle andre mennesker, forklarer stifteren af løbegruppen Rasmus Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.