Århus vil være kendt for vindenergi
Århus markedsfører sig som vindby, når en række eksperter, erhvervsfolk og politikere samles til konference i København.
Århus får en fremtrædende rolle på Nordeuropas største clean tech konference og udstilling, World Climate Solution, som afholdes for 4. år i træk i dagene 29. og 30. september.
Hovedtemaet er bæredygtige byer og klimaløsninger, og der forventes 1500 deltagere fra over 30 forskellige lande. Der er over 50 tilmeldte journalister, hvoraf næsten halvdelen er fra udlandet, f.eks. Kina, Tyrkiet, Rusland, Tyskland, Sverige, Spanien. Arrangør er Mandag Morgen og Nidab Networking i samarbejde med blandt andre Århus Kommune.
Over de to dage vil en række af verdens førende eksperter, erhvervsfolk og politikere diskutere udviklingen af fremtidens bæredygtige løsninger. Begivenheden finder sted i nøjagtig de samme lokaler som COP15 sidste år, Bella Center i København.
Ambitionen er at få den grønne vækststrategi til at gro nedefra med udgangspunkt i konkrete erfaringer og projekter i de virksomheder, byer og økonomier, som er de bedste til at praktisere grøn vækst.
- Vi går nu målrettet efter at profilere og styrke Århus som hovedstad for vindenergi. Danmark skal spille en hovedrolle med Århus som det globale centrum for udvikling af fremtidens vindenergisystemer," siger borgmester Nicolai Wammen, Århus.
I den sammenhæng vil Århus præsentere og markedsføre sig som "Aarhus - Capital of Wind Energy".
Det sker ud fra det faktum, at Danmark i dag er førende på det globale marked for vindenergi med internationale virksomheder, med en velfunderet værdikæde og et stærkt forskningsmiljø. I den situation befinder Århus sig i orkanens øje, da 87 pct. af Danmarks samlede omsætning fra vindenergi skabes af virksomheder i Storårhus og omegnskommunerne.