Århus vil kæmpe for fast forbindelse
Det er forligsbrud, når transportministeren vil droppe fast forbindelse over Kattegat, mener Århus-borgmester Nicolai Wammen (S).
Borgmesteren i Århus, Nicolai Wammen (S), vil kæmpe med næb og klør for at få gennemført en undersøgelse af mulighederne for en fast forbindelse over Kattegat.
Det siger han til Ritzau, efter at transportminister Lars Barfoed (K) torsdag i Morgenavisen Jyllands-Posten slår til lyd for, at man skal satse på hurtigfærger i stedet for en fast forbindelse.
- Det vil være et kæmpe selvmål at lægge den faste forbindelse i mølposen. Det er den eneste måde at få rejsetiden mellem Danmarks to største byer ned på en time, og det vil være en kæmpe samfundsøkonomisk gevinst, siger Nicolai Wammen.
Han kan godt se en idé i, at man forbedrer trafikforbindelserne til Kalundborg.
- Og en flydende bro mellem Kalundborg og Århus er en glimrende idé i første omgang, men det betyder ikke, at den faste forbindelse skal droppes, siger han.
Han har da også bidt mærke i, at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er imod at opgive planerne om en fast forbindelse.
- Det var en del af aftalen i forbindelse med trafikforliget, og det vil være et klokkeklart forligsbrud, hvis transportministeren løber fra sit tilsagn om en undersøgelse, mener Århus' borgmester.