Århus vil ikke have flygtninge
Århus Kommune har bedt de mindre østjyske kommuner om at overtage de flygtninge, som Århus har fået tildelt i 2005. Men de små kommuner siger nej.
126 nye flygtninge. Det er, hvad Udlændingestyrelsen har meldt ud, der kommer af nye flygtninge til Århus Amt i 2005. Og selv om det er et fald i forhold til tidligere års kvoter, så synes Århus Kommune stadig, at de 28 flygtninge, kommunen skal tage imod, er for mange.
- Århus Kommune har rettet henvendelse til de mindre kommuner for at høre, om de var villige til at tage imod dem i stedet, fortæller formanden for Kommuneforeningen i Århus Amt, Skanderborg-borgmester, Aleksander Aagaard (V).
Han understreger, at foreningen har forståelse for, at Århus Kommune har meget arbejde med boliger, institutioner, skoler og beskæftigelse. Men hvis fordelingen skal laves om, skal det ske på landsplan, mener de mindre kommuner.
- Det er nok svært at få det til at ske frivilligt. For mange mindre kommuner er integrationsarbejdet en meget alvorlig sag, siger Aleksander Aagaard.
Se mere i Nyhederne på TV 2 / ØSTJYLLAND kl. 19.35.