Århus vil bremse ghettospredning

Penge fra Landsbyggefonden skal være med til at stoppe problemer i Århus' belastede bolig-områder.

Århus Kommune fik fredag et blåstempel af Landsbyggefonden til sin store udviklingsplan for byens belastede boligområder.

Med en gave på 28,5 millioner kroner fra den såkaldte ghettopulje støtter Landsbyggefonden et nyt sekretariat, som skal styrke den sociale indsats i udsatte boligkvarterer som Rosenhøj,
Herredsvang og Gellerup.

- Landsbyggefondens godkendelse er altafgørende. Den betyder forhåbentlig, at andre også vil donere penge, siger lederen af det nye sekretariat, Jens Møller til Ritzau.

Ud over midlerne fra Landsbyggefonden bidrager Århus Kommune og boligforeninger i byen med tilsammen 9,5 millioner kroner til sekretariatet.

Problemerne i Århus-ghettoerne er begyndt at sprede sig til andre boligkvarterer, og den udvikling vil politikerne i Århus gøre noget ved. Støtten fra Landsbyggefonden er et første skridt
på vejen, men der er endnu lang vej til de 800-900 millioner kroner, Århus Kommune i alt håber at hente hjem fra staten og private investorer.
/ritzau/