Århus-vartegn bliver ikke til noget
Planerne om et højhus på Århus Havn er droppet. En del af projektet gennemføres dog sandsynligvis alligevel.
Danmarks højeste hus og Århus' nye høje vartegn bliver ikke til noget, skriver Århus Stiftstidende.
Ifølge avisens oplysninger kan Landic Property - selskabet bag planerne om det 142 meter
høje Lighthouse i den nye bydel på havnen - ikke løfte opgaven i øjeblikket.
Til gengæld er det klar til at gennemføre en lavere del af projektet, der blandt andet omfatter lejelejligheder og et hotel.
Landic har frist til december til at betale kommunen mere end 400 mio. kroner for havnegrunden.
Den sandsynlige løsning er, at Landic betaler for den del af grunden, hvor der skal være hotel og boligforeningsbyggeri og så udsætter betalingen for højhusgrunden et år.