Århus vært for stor kapsejlads

75 skole- og øvelsesskibe kommer til Århus, når byen om fire år er vært for Tall Ship's race.

Foto: Flickr

Århus lægger havn til omkring 75 skole- og øvelsesskibe, når byen i 2007 skal være værtshavn for havkapsejladsen Tall Ships' Race.

Kapsejladsen byder både på velkendte skoleskibe som "Georg Stage" og "Danmark" og store sejlskibe fra forskellige lande med besætninger på omkring 275 mand. Desuden trækkes et stort antal besøgende til havnen, fordi arrangementet giver mulighed for at se de smukke skibe og uniformklædte besætninger.

Det er sammenslutningen Sail Training International, der hvert år arrangerer Tall Ships' Race, som har udpeget Århus som værtshavn. Formand for de danske skole- og øvelsesskibes forening, DSTA, Steen Bjerre, glæder sig over, at Århus skal være værtshavn.

Tall Ships' Race har stolte traditioner i Danmark. Kapsejladsen kommer til Aalborg i 2004, og den har tidligere gæstet såvel København som Esbjerg og Frederikshavn.