Århus-svømmere vil i rekordbogen

100 svømmere skal i bassinet tirsdag, og der skal svømmes hurtigt, hvis rekorden skal i hus.

De vil i Guinness Rekordbog, og tirsdag gør de forsøget.

100 forskellige svømmere skal hver svømme 100 meter i bassinet, og når den sidste svømmer når bassinkanten skulle rekorden gerne være sikret, så man i AGF Svømning kan fejre en succes.

Heldigvis for klubben er dens elitesvømmere for tiden i topform, hvilket et par af junior-pigerne viste ved de netop overståede Nordiske Mesterskaber.

Men det er ikke kun eliten, der skal i vandet.

For det er ikke så let at samle 100 svømmere, og da det er et stort fælles projekt, vil blandt andet trænerstaben også trække i badetøjet, når rekorden skal i hus.

Rekordforsøget kan opleves på Århus Svømmestadion tirsdag fra klokken 18.