Århus Å snart renset for skrald
Cykler og andet storskrald hives for tiden op af Århus Å. Rensningen skal sikre, at åen har frit løb.
Indkøbsvogne, gamle cykler, computerskærme og andet storskrald ligger i lag på bunden af Århus Å.
Det er resultatet af en dårlig århusiansk vane, nemlig at benytte åen som losseplads, og det kan have været medvirkende til adskillige oversvømmelser sidste vinter.
Det vil man undgå denne vinter, og blandt andet derfor er et dykkerhold for tiden i gang med at hive alle disse fremmedlegemer op af vandet.
Det er Århus Kommune, der har bestilt nedbrydningsfirmaet Diamanten til den omfattende opgave, og det er indtil videre blevet til et par hundrede efterladte og ganske rustne cykler, fælge, skilte og andet materiel, der ikke hører til i Århus Å.
Projektet forventes at fortsætte nogle uger endnu.
Se mere om oprydningsarbejdet i Århus Å i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.