Århus slukkede lyset for BSV
DM-håbet lever stadig for aarhusianerne
24. apr 2013, kl. 21:42
Mere end 30 dage gammel
Bjerringbro-Silkeborgs spinkle håb om at vinde DM-medaljer i mændenes håndboldliga blev onsdag ødelagt af Århus Håndbold.
Lokalopgøret i Silkeborg endte med en smal udesejr på 23-21 til aarhusianerne.
Resultatet betyder, at Århus Håndbolds kommende kamp mod Mors/Thy bliver altafgørende for, om aarhusianerne kvalificerer sig til DM-semifinalerne.
Kampen spilles i Aarhus lørdag den 4. maj, og kravet er en aarhusiansk sejr, hvis østjyderne skal have medaljer om halsen.
For Bjerringbro-Silkeborg var onsdagens nederlag klimakset i den sportslige nedtur, der har ramt klubben i slutningen af sæsonen.