Århus skal spare 361 mio.
Enighed om spareplan i Århus, som ifølge politikerne især kommer til at betyde nedskæringer på udgifterne til administration
Efter et møde på Vilhelmsborg syd for Århus vedtog alle partier i Århus undtagen Enhedslisten at gå videre med den spareplan, der lover besparelser på 361 mio. kroner. Planen skal nu i høring.
Borgmester Nicolai Wammen (S) skriver i en pressemeddelelse:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi blevet enige om at spare cirka dobbelt så meget på det administrative område, som der hidtil har været lagt op til. Det betyder, at vi får mulighed for at spare mindre på den direkte undervisning, pleje og omsorg af vores børn og ældre.
Ubalancen skal genoprettes
Venstres teknikrådmand, Laura Hay, skriver:
- Det har været afgørende for Venstre at genoprette den ubalance i kommunens økonomi byrådet har skabt. Målet for Venstre har været at undgå besparelser på kerneopgaver og friholde den borgernære service mest muligt for besparelser. Derfor glæder det os, at det er lykkedes at nedbringe besparelserne på børn, ældreomsorg og de mest udsatte borgere med den hidtil største aftale om konkurrenceudsættelse.
Fra det De Konservative lyder reaktionen:
- Århus Kommune har ganske enkelt brugt for mange penge i alt for mange år. Nu skal regningen betales. Det er ikke sjovt - men nødvendigt. For os konservative er det altafgørende, at der er balance mellem indtægter og udgifter, skriver politisk ordfører Niels Christian Selchau-Mark i en pressemeddelelse.
DF tilfreds med oplægget
Dansk Folkepartis politiske leder Lars Skov er tilfreds med oplægget til de markante besparelser på administrationen.
- Med de store besparelser på administrationen har vi lavet markant færre besparelser end frygtet på velfærden for samfundets svageste", lyder det fra ham.
Formand for SF i Århus, Jan Ravn Christensen, sagde tirsdag aften, at det bliver en udfordring at spare så mange penge uden at det går ud over kvaliteten af kommunens serviceniveau overfor borgerne.
Stadig nå at få indflydelse
Borgerne i Århus kan stadig nå at få indflydelse på, hvordan besparelserne skal udmøntes:
- Forude venter en proces hvor borgernes engagement er vigtigt. Det kan få betydning for de endelige besparelser, skriver politisk leder for De Konservative Marc Perera Christensen.
Enkelthederne i planen offentliggøres i dag (onsdag d. 9 december) klokken 12.00.
Spareforslaget sendes nu i høring frem til 17. januar 2011.