Århus skal have bid af FN-kagen
En del af FN's klimatopmøde i København i 2009 bør afvikles i Århus-området. Det mener Venstres Eyvind Vesselbo.
16. aug 2007, kl. 10:25
Mere end 30 dage gammel
Når FN i 2009 afholder klimatopmøde i Danmark, bør København ikke stå alene som værts-by.
Folketingsmedlem Eyvind Vesselbo(V) mener, at Århus er en oplagt medvært.
- Århus og regionen omkring byen er Danmarks energi- og miljøcentrum. Vi har vindmølleindustrien, Studstrupværket og det kommende forskningscenter for vindenergi, siger Eyvind Vesselbo til Jyllands-Posten.
Han vil nu forsøge at sikre, at en del af politikerne og embedsmændene fra de mere end 170 lande kommer forbi Århus, når de i 2009 skal diskutere en mulig løsning på klodens miljøproblemer.