Århus siger nej tak til pengegave
Århus Kommune vil ikke tage mod 6000 kr., som er samlet ind ved støttefest for kommunens betrængte økonomi.
Selv om Århus Kommune har svært ved at få pengene til at slå til og i efteråret måtte igennem en hård sparerunde, siger kommunen nej tak til en gave på 6000 kontante kroner.
Beløbet er overskuddet fra støttefest, som unge fra det kulturelle vækstlag i Århus holdt 21. oktober. Festen blev dels holdt for at samle penge ind til kommunekassen, dels for at protestere mod nedskæringer på kulturområdet.
Hos fest-arrangørerne vækker det stor undren, at kulturrådmand Flemming Knudsen (S) har sagt nej tak til de 6000 kr., men samtidig til Jyllands-Posten har udtalt, at kommunen gerne tager imod en gavecheck fra Mærsk McKinney Møller.
'Vi ønsker intet tilbage fra kommunen, ud over en dialog', skriver to af fest-arrangørerne, Louis F. Jensen og Pedro da Palma i en pressemeddelelse.
De bedyrer, at de under alle omstændigheder vil sørge for at aflevere de 6000 kr. til den modvillige modtager.