Århus ramt af støj fra helikopter
Bruuns Galleri vil fortsat prøve at få helikopterrute Århus-København, selv om rundflyvninger i weekenden førte til storm af klager.
Selv om tusinder af århusianere i weekenden blev stærkt generet af en helikopter, der fløj rundflyvninger over byen, vil Bruuns Galleri ufortrødent arbejde videre med planen om at etablere en helikopterrute fra Århus Havn til København.
- Larmen i weekenden har intet at gøre med den rute, vi vil lave, siger Bo Steffensen til TV2 / ØSTJYLLAND.
Han er administrationschef i Bruuns Galleri og var med til at organisere weekendens rundflyvninger.
Bo Steffensen forklarer, at i modsætning til weekendens korte rundflyvninger, hvor helikopteren konstant lettede og landede på havnen, vil den kommende rute kun blive befløjet fem gange om dagen.
- Det vil derfor kun støje i sammenlagt tre kvarter. Men jeg beklager selvfølgelig overfor de mennesker, som er blevet generet lørdag og søndag, siger han.
Ifølge vagthavende hos Århus Politi blev politiet i weekenden ringet ned af århusianere, som var endog meget stærkt generet af larmen fra helikopteren.
Alle tilladelser til flyvningen var dog i orden, så politiet kunne ikke hjælpe de ramte borgere.