Århus-protester hørt i Folketinget
Protesterne mod besparelserne i Århus har efterhånden bredt sig til hele landet. Det giver panderynker på Christiansborg.
Protesterne mod nedskæringer, der begyndte i daginstitutionerne i Århus og efterhånden har bredt sig til alle dele af landet, giver nu for alvor genlyd på Christiansborg.
Besparelser på velfærden bliver et hovedtema i Folketingets åbningsdebat på tirsdag. Det slår en række folketingsmedlemmer valgt i Århus Amt fast over for Århus Stiftstidende.
Langt ind i regeringens egne rækker erkender man nu, at den bekymring, der ligger til grund for protesterne fra pædagoger, forældre, lærere og personalet i ældreplejen, skal tages alvorligt.
Henriette Kjær (K) forventer, at protestbølgen vil skylle ind over åbningsdebatten på tirsdag.
- Det er jo en lækkerbisken for Socialdemokraterne. Oppositionen vil bruge konflikten til at sætte en dagsorden om, at den kan garantere velfærden modsat regeringen, siger hun til Århus Stiftstidende.
Venstres Eyvind Vesselbo forudser ligesom Henriette Kjær, at konflikterne bliver hovedtemaet i åbningsdebatten. Til TV 2 | ØSTJYLLAND siger han dog, at regeringen er nødt til stå fast på, at statsoverskuddet på 80 mia. kr. intet har med den aktuelle økonomiske situation i kommunerne at gøre. Derfor vil pengene ikke blive brugt til at lukke hullerne i kommunernes budgetter.
Følg udviklingen i udsendelserne på TV 2 | ØSTJYLLAND og på vores særlige hjemmeside - Aktioner" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/minisites.asp?SideId=1219">Aktioner mod besparelser.