Århus Politi kulegraver 35-årigs fortid
Den 35-årige mand fra Århus, der er anholdt i forbindelse med chat med 13-årig, skal nu have endevendt sin fortid.
Åbenbart er mødet med 13-årige "BabyMay" på chatsiden Arto.dk ikke første gang den 35-årige fra Århus har haft med unge piger at gøre.
Det skriver Ekstra Bladet.
I følge deres research har manden tidligere haft sex med mindst to piger på 15 år.
Han har også forsøgt at handle med Ekstra Bladet ved at tilbyde kontaktinfo på en fyr, der er "meget grovere" end ham selv.
Det har avisen dog afvist.
Kuno Sørensen fra Red Barnet har denne vurdering af den 35-årige:
- Han kan have mange forskellige motiver. Nogen har jo en personlighed, hvor de seksualiserer alt, hvad de foretager sig. Eller også får de hele tiden seksuelle associationer ud af det, de beskæftiger sig med. Uden at kende ham kunne det her være en person, der har prøvet en hel masse seksuelle eksperimenter af.