Århus-museer undersøger sikkerhed
Århusianske museer vil gennemgå sikkerheden efter søndagens kunstrøveri i Oslo.
Efter søndagens opsigtsvækkende røveri på Munch-museet i Oslo, går ledelsen på kunstmuseet ARoS nu i gang med at se sikkerheden for sin egen kunstsamling efter i sømmene.
- Når sådan noget sker, er det klart, at vi træder sammen og kigger på vores egen sikkerhed, siger ARoS' vicedirektør, Ole Capion, til metroXpress.
I Oslo kunne to maskerede mænd uden det store besvær flå de verdenskendte malerier "Skriget" og "Madonna" ned fra væggen midt i museets åbningstid. Det har fået Århus-museet til at tage affære, men Ole Capion ønsker ikke at oplyse, hvorvidt der er fundet huller i museets sikkerhedsrutiner. Han vil dog imidlertid gerne understrege, at museets kunstsamling er forsikret.
Også på Moesgård Museum vil man tage samlingernes sikkerhed op til fornyet overvejelse, men ifølge Ritzau meddeler forsikringsbranchen, at den generelt ikke ser nogen grund til at stramme op på de danske museers sikkerhed.