Århus-lejr savnede Irming
Århus Håndbolds træner og målmand ærgrede sig over pokalnederlag på hjemmebane
Det blev ikke til pokalsejr i finalen over AG København, som Århus Håndbolds træner Erik Veje Rasmussen havde håbet på. Især savnede hjemmeholdet nogle ekstra offensive kræfter, hvor det havde hjulpet med Kasper Irming, som var ramt af karantæne.
- Enhver som har set Irming spille, kan konstatere, at når AG spillede, som de gjorde, så var muligheden for at lægge pres på backen mindre uden Irming. Det er klart.
- Det betyder ikke, at vi havde vundet, hvis Irming havde været med. Men det havde selvfølgelig været en ressource ekstra, siger Århus-træner Erik Veje Rasmussen.
AG København skiftede hyppigere ud, og bredden var langt større på sjællændernes bænk.
- Vi slog ikke til på de rigtige tidspunkter, og så må vi acceptere, at vi blev kørt ned, også fordi vi manglede nogle ressourcer, siger Erik Veje Rasmussen.
Århus-keeper Jan "Tromle" Nielsen kunne ikke finde trøst i, at han blev kåret som årets pokalfighter, for han drømte om pokaltitlen.
- Men vi manglede nogle kræfter, noget skarphed og held i enkelte situationer. Især i anden halvleg manglede vi kræfter til at komme forbi deres forsvar, og der ville det nok have pyntet at kunne sætte Kasper Irming ind i nogle perioder, mener Jan Nielsen.