Århus lægger græs til landskamp
Fodboldlandsholdet skifter hjemmebane, når Danmark i maj møder Paraguay.
Det danske fodboldlandshold skifter hjemmebane, når Danmark den 27. maj skal agere sparringpartner for VM-deltageren Paraguay.
Morten Olsens udvalgte skal nemlig spille på Atletion Stadion i Århus i stedet for de vante omgivelser i Parken, og det er første gang i næsten 14 år, at en officiel A-landskamp ikke bliver spillet i København.
- Det bliver spændende at prøve med en A-landskamp i Århus. Vi er meget interesserede i at få landsholdet ud i provinsen, og vi har gode erfaringer med Århus fra vores testkamp mod AGF for et par år siden, siger Morten Olsen om det overraskende valg af spillested, der også vækker glæde i det århusianske.
- Vi synes, det er dejligt, at vi kan være medvirkende til, at vi i provinsen også kan få mulighed for at se vores landshold. Sidste gang, landsholdet besøgte Århus i september 2003, var her jo udsolgt, så vi har en klar forventning om, at der kommer
rigtig mange tilskuere, siger AGF-direktør
Lars Windfeld. /ritzau/