Århus Kommune vil have elektronisk afstemning
Århus Kommune undersøger muligheden for elektronisk afstemning. Det skal nedbringe ventetid på valgresultaterne.
Valgresultater skal ikke være noget. man skal vente alt for længe på.
Det mener i hvert fald Århus Kommune, som formentlig bliver blandt de første steder i landet, hvor man vil introducere elektronisk afstemning. Det skriver JP Århus.
- Vi er i færd med at undersøge de tekniske muligheder, og hvordan det kan gribes an. Samtidig indhenter vi erfaringer fra udlandet, hvor man har forsøgt sig med elektroniske afstemninger, siger chef for Århus Kommunes Borgerservice Lene Hartig Danielsen til avisen.
Vurderingen lyder, at brugen af elektroniske afstemningssteder kan have premiere i Århus ved valget til EU-Parlamentet i 2009.
Århus Kommunes Borgerservice blev fra flere sider kritiseret for den langsommelige optælling af de personlige stemmer efter tirsdagens valg.