Århus Kommune fyrer landmand
Landmand oversprøjtede lejet kommunalt område, selv om Århus Kommune har sprøjtestop.
En landmand fra Grundfør nord for Århus er med øjeblikkelig virkning blevet bortvist fra de 88 hektar landbrugsjord, som han hidtil har forpagtet af Århus Kommune. Samtidig har kommunen opsagt lejeaftalen. Det sker, fordi landmanden har sprøjtet mod ukrudt, selv om Århus Kommune fra 1. januar indførte sprøjtestop for at beskytte grundvandet.
Landmanden siger selv, at sprøjtningen er sket ved en fejl. Men den forklaring køber kommunen ikke. Derfor må landmanden også indstille sig på, at kommunen inddrager den kommende kornhøst til en værdi af omkring 400.000 kroner. Det sker for at hindre, at snyderiet belønnes.
Landmanden havde søgt og fået dispensation til at sprøjte mod flyvehavre, men fyldte i stedet sprøjten med andre pesticider, der slog langt mere ukrudt ned.
Det er første gang, Århus Kommune griber en landmand i bevidst snyd med sprøjtning.
TV 2 / Østjylland har mere om sagen i aftenens nyhedsudsendelser.