Århus-København t/r - i helikopter
Århusianer vil åbne fast helikopterrute mellem Århus og København. En returbillet kommer til at koste 4.000 kr.
Danmarkshistoriens første faste helikopterrute mellem Århus og København er meget tæt på at være en realitet.
En gruppe af århusianske forretningsmænd står bag initiativet til den nye rute, der vil få fem daglige afgange med plads til op mod 12 personer. Flyvetiden bliver en halv time, og det vil koste 4.000 kroner for en returbillet, skriver ejendomsbranchens blad, Erhvervsmagasinet Huset.
Idémanden bag helikopterruten Bo Steffensen, som står bag shoppingcentret Bruuns Galleri i Århus, og han har stor tiltro til projektet, som endnu mangler at blive godkendt politisk.
- Kundegrundlaget er enormt, og vi har haft stor efterspørgsel på projektet. Tid betyder meget, og jeg har selv prøvet at aflyse møder i København, fordi transporttiden er lang, og jeg ikke kan bruge en hel dag på det, siger Bo Steffensen.
Den oprindelige plan var at lade helikopteren have landingsbane på taget af Bruuns Galleri i centrum af Århus. Men på grund af støjgener, skal landingsbanen nu efter planen ligge på havnen.
Passagerne skal tjekke ind i Bruuns Galleri, hvor der er parkeringskælder, og derefter fragtes de få meter ned til havnen i en shuttlebus. Der er endnu ikke fundet en landingsplads i København, men der arbejdes med tre muligheder med maksimalt 15 minutter til centrum. /ritzau/
LÆS OGSÅ:
Århus" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14155">Århus ramt af støj fra helikopter (8/5-06)
Århus" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=13792">Århus afviser helikopterrute (30/3-06)