Århus klar med stor havneplan

Med flytningen af byens store containerhavn er Århus klar til at skabe en ny stor bydel tæt på centrum.

Planen for en ny stor bydel på Århus Havn med blandede boligområder, kanaler, forretninger og rekreative områder tager nu for alvor fart. Projektet har været undervejs i flere år med bl.a. en international arkitektkonkurrence.

Men det blev for alvor skudt i gang med et borgermøde tirsdag.

Århus-planen er den største danske totalplan, når det handler om langsigtet at inddrage store industrielle havnearealer i en storbys byudvikling.

Politikerne har lovet, at de nye byområder skal indeholde meget mere end millionærboliger og kontorer. Byrådet ønsker både private og almennyttige boliger, arbejdspladser, butikker, cafeer og institutioner langs med de kommende kanaler.

Den århusianske havnevision omfatter også en fem kilometer lang, grøn promenade, der forbinder Risskov i nord med Marselisborg Lystbådehavn i syd.

Desuden skal den nye havnebydel bl.a.

huse et nyt stort multimediehus og

hovedbibliotek. /ritzau/