Århus har rekord i glade smileys
Smilets By er det sted i landet, der har flest glade smileys. 89,8 procent af alle fødevarevirksomheder fik sidste år en udmærkelse.
Til sammenligning ligger det tal i Hovedstadsområdet på 77 procent, mens det procentuelle landsgennemsnit er 82,8, skriver Århus Stiftstidende. Det er uvist, hvorfor der er forskel på områderne.
Men en kendsgerning er det, at den otte år gamle smiley-ordningen virker efter hensigten.
For hvert år, der går, bliver der stadig flere glade ansigter på kontrolrapporterne. Det oplever man i Fødevareregion Nord med hovedkontor i Lystrup.
- Smileyordningen har helt klart haft en effekt. Det betyder meget for virksomheden, om der har været en god eller dårlig kontrol, som skal ud og hænge i butiksvinduet, siger fødevarechef i Fødevareregion Nord, Inge Emborg til Århus Stiftstidende.
Har man fået fire glade ansigter i streg udløses der en såkaldt elitesmiley. Den bliver af virksomhederne betragtet som et kvalitetsstempel, samtidig med at kontrolmyndighederne kommer på besøg mere sjældent.
Mærkatet og privilegiet med de færre kontroller ryger, hvis virksomhederne slækker på kvaliteten.
- Det er en blanding af risikoen for sanktioner og kontrollanternes vejledende arbejde ude på virksomhederne, der har medført de gode resultater, siger Inge Emborg.