Århus guldsmed anmeldt for netvideo
Datatilsynet indgiver nu politianmeldelse mod guldsmed, der lagde en video af voldeligt røveri på nettet.
Guldsmed Preben Randløw blev så vred over et røveri, hvor hans kone blev slået, at han lagde en overvågningsvideo på nettet med løfte om dusør, hvis nogen kunne hjælpe med opklaringen.
Videoen blev sat på hjemmesiden YouTube, hvor man gratis kan lægge sine videoer til syn for hele verden.
Preben Randløw mener, at han har fået politiets tilladelse til at lægge videoen på nettet. Alligevel er han ikke overrasket over, at han er blevet politi-anmeldt.
- Det jeg har gjort er forbudt i dette land. Men loven er skruphamrende forkert og må laves om, siger han til P4 Østjylland.
Det er Preben Randløws firma, som Datatilsynet anbefaler Østjyllands Politi at rejse tiltale mod.
TV 2 | ØSTJYLLAND går tæt på den historie i vores nyhedsudsendelser.