Århus GF-spiller skadet

Århus GF's VM-kandidat Kasper Søndergaard frygter at have brækket hånden i ligakampen mod Team Tvis Holstebro.

Ulrik Wilbeks VM-håndboldhold er truet af endnu et skadesproblem. Fredag aften måtte Århus GF's Kasper Søndergaard udgå af kampen mod Team Tvis Holstebro med mistanke om et brud på venstre hånd.

- Vi ved endnu ikke, hvor slemt det er, men Kasper er blevet kørt på hospitalet til nærmere undersøgelse, og jeg frygter det værste, sagde træner Erik Veje Rasmussen til Viasat.

Kasper Søndergaard er en af de få venstrehåndede højre backs, som Wilbek råder over, og det vil være et tab, at miste endnu en kandidat til pladsen. Også højre backen Per Leegaards VM-deltagelse hænger i en tynd tråd på grund af en skade, ligesom Claus Flensborg er ude i periferien på grund af skadesproblemer.

Århus GF tabte aftenens kamp 29-32 til Team Tvis Holstebro. /ritzau/