Århus GF forlænger nøglespillere
Århus GF har forlænget kontrakten med tre af klubbens væsentlige profiler.
29-årige Mads Lind, der er anfører og indehaver af klubrekorden i antal spillede kampe, har fået lagt et ekstra år på sin kontrakt, så den nu løber frem til 30. juni 2012, mens forsvars-specialisten Ronnie Vilstrup og venstrefløjen Mikkel Øris Nielsen begge har skrevet en aftale, der gælder frem til 30. juni 2011.
I forvejen har Århus GF aftaler på plads med Toke Holst, Kasper Irming, Jakob Thoustrup, Nikolaj Veje Rasmussen og Jan Nielsen, og med nu yderligere tre spillere på kontrakt er fundamentet for næste års ligamandskab lagt.
For cheftræner Erik Veje Rasmussen har kontraktforlængelsen med Mads Lind, Ronnie Vilstrup og Mikkel Øris haft høj prioritet, og han glæder sig til det fortsatte samarbejde med de tre spillere.
- Mads Lind har i år fået lejlighed til at spille en masse på stregen, og kigger man på statistikkerne ligger han i toppen blandt stregspillernes udnyttelsesprocent. Han har udviklet sig fra at være forsvarsspecialist til også at være en meget stærk stregspiller, og den udvikling tror jeg vil fortsætte, siger Erik Veje Rasmussen.