Århus GF bevarede håbet

Med sejr over TMS Ringsted har de århusianske håndboldherrer stadig mulighed for at komme med i slutspillet.

Århus GF sikrede sig onsdag aften to meget vigtige point i bestræbelserne på at spille med om medaljer.

Århusianerne vandt på udebane en kneben sejr på 26-24 over sjællandske TMS Ringsted.

Med sejren har Århus GF kun henholdsvis to point op til den ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.

Dermed kan weekendens hjemmekamp mod GOG vise sig at blive afgørende for, hvorvidt århusianerne formår at kvalificere sig til slutspillet.

GOG og Nordsjælland indtager p.t. henholdsvis ottende- og niendepladsen i ligaen. Århus GF er nummer ti.