Århus Elite satser på underholdning
Som FCK vil Århus Elite udvide forretningsområderne, så fodbold ikke længere er det eneste ben, selskabet har at stå på.
Fodbold er stadig lokomotivet , men nu vil Århus Elite koble koncerter, underholdning, restaurant og udlejning på toget.
På en ekstraordinær generalforsamling i dag besluttede aktionærerne at udvide driften så der er flere ben at satse på end fodbold.
Formålsparagraffen er ændret, så den nu lyder:
"Selskabets formål er direkte eller via datterselskaber at drive virksomhed inden for professionel fodbold og andre sportsgrene samt forretning inden for underholdnings-, restaurations, udlejnings-, investerings- og sponsorvirksomhed."
Samtidig er Torben Bjerre-Madsen, Martin Busk og Jesper Ørskov Nielsen nye medlemmer af bestyrelsen.
Ud træder Kurt Andersen og Michael Vilhelm Nielsen.
Senere ønsker bestyrelsen at udpege Torben Bjerre-Madsen som ny formand for Århus Elite A/S, mens Martin Busk er indstillet til at blive ny næstformand.
Den tidligere formand og storaktionær, Kurt Andersen, blev hædret med flotte ord og fik overrakt en særlig AGF-vimpel, en AGF-spilletrøje og en såkaldt fanframe med spillernes autografer som tak for sin indsats klubben. En indsats der reddede klubben, da krisen kradsede i 2001.