Århus Elite afhænder dans og floorball
Århus Elite A/S overdrager sit ejerskab i Århus Elite Dans til danseparret Kristina og Peter Stokkebroe.
Samtidig føres Århus Elite Floorball tilbage til moderklubben Team Århus Floorball.
Med aftalerne, der træder i kraft 31. december 2009, følger Århus Elite Dans og Århus Elite Floorball efter Bakken Bears og Århus Elite Badminton, der som de første selskaber i Århus Elite blev solgt fra tidligere i december 2009.
- Jeg glæder mig over at kunne offentliggøre endnu to aftaler, som bringer os endnu et skridt i retning af realiseringen af vores strategi. Floorballholdet, som har gjort det fremragende i år, finder tilbage til moderklubben, og jeg er ikke i tvivl om, at holdet vil fortsætte den positive udvikling, det er inde i. Det bliver spændende at følge dem i kampen om medaljer i det nye år, siger adm. direktør i Århus Elite Jan Christensen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Århus Elite Dans får de bedste ejere, jeg overhovedet kan forestille mig i Kristina og Peter Stokkebroe. Det vil sikre, at der fremover er dans på allerhøjeste professionelle niveau i Århus. Der ligger mange flere internationale mesterskabsmedaljer og venter på parret fremover. Ligesom med badminton og basketball er det vigtigt for mig, at vi har forhandlet en aftale på plads, som gør, at både dans og floorball fremover vil afvikle deres arrangementer her i NRGi Park og NRGi Arena.
Kristina og Peter Stokkebroe ser frem til deres comeback til foråret, efter at Kristina i november fødte parrets første barn.
- Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Århus Elite og har haft en god og inspirerende tid i et rigtigt godt elitesportsmiljø. Vi har indgået et nyt kommercielt samarbejde med Business In Sport og ser meget frem til at indfri det store potentiale, der ligger i den aftale. Vi glæder os til at få fuld fokus på vores forretning og på vores egen karriere igen. Men også til fortsat at have vores faste gang her på Atletion og kunne afvikle vores arrangementer i NRGi Arena, siger Peter Stokkebroe.
Århus Elite Floorball der p.t. er nummer tre i den bedste danske herrerække, fortsætter sæsonen ud under navnet Århus Elite Floorball.