Århus-bygherre bøjer sig efter konflikt
Flere ugers blokade af et byggeselskab i Århus er overstået. Selskabet har nu tegnet overenskomst.
Syv ugers faglig konflikt i Thunøgade i Århus er slut, skriver Nyhedsbrevet 3F. Tirsdag eftermiddag underskrev bygherren Danny Kromanne på vegne af ejendomsselskabet Petra Develop ApS en aftale med BAT Århus om, at arbejdet på byggepladsen nu skal udføres af LO-overenskomstdækkede entreprenører.
- Det har været hårdt, men vi har nået det ønskede resultat og på ny fået understreget, at de faglige arbejdsmetoder virker, når vi i fagbevægelsen står sammen, siger Claus Salomon Ørskou, formand for BAT Århus.
Baggrunden for konflikten var, at Petra Develop havde entreret med et polsk byggefirma, hvis ansatte angiveligt fik 60-70 kroner i timen. Firmaet nægtede at tegne overenskomst og er nu fjernet fra byggepladsen af bygherren.
Om baggrunden for at arbejdet nu skal ske på overenskomstmæssige vilkår, sagde Danny Kromanne i sidste uge til Nyhedsbrevet 3F:
- Jeg gider ikke mere tummel.
/Ritzau