Århus-bokser misser EM-kamp

Mads Larsen får ikke lov til at fighte for EM-titlen til april. Ingen danske stationer vil vise kampen.

Den tidligere verdens- og europamester i boksning Mads Larsen kan godt pakke boksehandskerne ned i tasken og trave skuffet hjem fra træningen.

Århus-bokseren får nemlig ikke lov til at bokse om EM-titlen i denne omgang.

Larsen skulle have overtaget en titelkamp i april fra den skadesramte tysker Danillo Häussler, men de planer er nu droppet, fortæller danskerens tyske arbejdsgiver, Sauerland Event.

- Mads Larsen er et stort navn i både Danmark og Tyskland, og derfor vil vi have dansk tv på en titelkamp. Det kan desværre ikke lade sig gøre på den dato, der er på tale, og den europæiske bokseunion vil ikke lade os flytte kampen. Derfor har vi valgt at give den til en anden, siger Heiko Mallwitz, der er pressechef hos boksestalden Sauerland Event, til metroXpress.

Chancen for at genvinde titlen ses som et vigtigt skridt i det comeback, han indledte i maj sidste år, og hovedpersonen selv beklager, at kampen nu er aflyst.

- Det er temmelig ærgerligt, for jeg ved, at jeg kan vinde titlen. Men på den anden side er det ikke noget, jeg vil sidde og græde over, for det får jeg ikke noget ud af, siger Mads Larsen til metroXpress.