Århus Arrest viser vejen for indsatte

Århus Arrest indfører nyt uddannelsesprojekt for de indsatte i samarbejde med Århus Tekniske Skole.

Først et ophold i arresten og så på teknisk skole.

Århus Arrest har en plan med de indsatte, og den involverer en uddannelse.
Netop nu er arresten i Århus frontløber med et nyt uddannelsesprojekt, hvor otte indsatte netop nu er i gang med at få deres skolekundskaber op på niveau med den tekniske skoles grunduddannelse. Det skriver Århus Stiftstidende.

Otte indsatte er blevet udvalgt, og de begynder arbejdsdagen på skolebænken i arresten. Men det er ikke kun bøger det hele, for meningen er altså, at de skal finde ud af, hvilket håndværkerlinje, der kunne være noget for dem.

Derfor får de mulighed for at afprøve deres evner og interesser på forskellige af arrestens værksteder, hvor fængselsbetjente, der har en håndværkeruddannelse, hjælper til.

Og ifølge avisen klarer de indsatte sig godt.

- Jeg kunne ikke få bedre elever. De er meget taknemmelige for alt, vi gør for dem. og de vokser hver gang, de får bevis på, at de kan noget. Mange af dem har skjulte talenter. En del har aldrig før brugt hovedet målrettet og opdager, at de kan. Andre finder ud af, de har hænderne rigtigt skruet på, siger fængselsoverlærer Erik Leth fra Århus Arrest til avisen.