Århus-arkitekter åbner kontor i Oslo og London
Det aarhusianske arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen åbner kontorer i Oslo og London. Halvdelen af omsætningen hentes i udlandet.
Baggrunden er, at firmaet siden årtusindskiftet er gået fra at have en udelukkende danskbaseret
omsætning, til i dag at hente godt halvdelen af omsætningen uden for landets grænser.
- Vi har som virksomhed bevæget os væk fra et snævert dansk fokus. Ønsket har været at skabe en tydelig international profil og konkurrere med "de tunge drenge" i branchen, siger partner og kreativ direktør Bjarne Hammer.
2006 var rekordår for Schmidt Hammer Lassen med en omsætning på godt 100 millioner kroner, hvoraf cirka halvdelen altså kom fra virksomhedens udenlandske projekter.
Herhjemme er Schmidt Hammer Lassen først og fremmest kendt for udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek - Den sorte diamant, ARoS Aarhus Kunstmuseum, DGI Byen i København og Grønlands Kulturhus i Nuuk.