Årets Østjyde hyldes
Jubel over kåring af Peter Barnholt Lyng
Ungdomskonsulent i Ungnorddjurs, Peter Barnholt Lyng, blev mandag morgen fejret af sine kollegaer, efter at han i aftes blev kåret som Årets Østjyde 2012.
I Årets Østjyde-finalen på TV 2 | ØSTJYLLAND blev det blandt andet fremhævet, at Peter B., som han kaldes, altid er klar, når de unge har brug for hjælp.
Leder af Ungnorddjurs i Grenaa Henrik Stougaard Larsen glæder sig over hæderen.
- Vi er utrolig stolte af Peter og synes, det er fuldt fortjent, at han nu er kåret til Årets Østjyde. Peter er altid klar til at rykke ud for at hjælpe de unge. Samtidig har han en fantastisk empati, indlevelse og ro. Han lytter med hjertet og indbyder til fortrolighed og tillid. Det kan de unge mærke, og de ved, at de kan regne med ham, siger Henrik Stougaard Larsen i en pressemeddelelse.
Fejret af kollegaer
Mandag morgen blev Peter Barnholt Lyng fejret af sine kolleger i Ungnorddjurs og tirsdag formiddag kl. 11.00 bliver han igen midtpunkt.
Det sker, når borgmester Jan Petersen (S) og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt kigger forbi lokalerne på Åboulevarden 64 i Grenaa for at trykke Årets Østjyde i hånden og sige tak for indsatsen.
- Stort tillykke til Peter, Ungnorddjurs og ikke mindst de mange børn og unge, som Peter og de øvrige dygtige medarbejdere har støttet og gjort en forskel for igennem årene, siger Jan Petersen.
Ifølge Norddjurs Kommune har Peter Barnholt Lyng hjulpet mange unge, uanset om de havde brug for en lyttende voksen, hjælp til at komme i gang med en uddannelse, havde problemer i skolen eller derhjemme, var på vej ud i kriminalitet eller sloges med nogle af alle de andre problemer, der kan lure på vejen fra barn til voksen.
Se indslaget ovenfor.