Årets Østjyde: Finalisterne er nu fundet
Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde
Lørdag den 19. december er det igen blevet tid til at kåre 'Årets Østjyde'.
Hvem der er med i opløbet om at vinde prisen og æren, er nu blevet besluttet. Tre kandidater er udvalgt af dommerpanelet, som har kigget de mange indstillinger igennem.
- Det er tre gode kandidater, vi har fundet, siger dommer og tv-vært Søs Kjeldsen, som sammen med sine meddommere vil vente lidt endnu med at afsløre navnene på kandidaterne.
Dommerpanelet består af tv-vært Søs Kjeldsen, leder af Kirkens Korshær i Aarhus Morten Aagaard og Henrik Knudsen fra Graceland Randers.
De har udvalgt kandidaterne, og til december er det så din tur til at stemme på, hvilken kandidat du synes, der skal løbe med titlen.
Vinderen bliver fundet via en sms-afstemning den 19. december, hvor finaleshowet bliver afholdt og sendt i dit tv.
Det hele kommer til at foregå på Ørsted Kro, som har en tilknytning til sidste års vinder Dag Kristiansen. Han fik prisen for sit arbejde for Ørsted og ikke mindst for at have været med til at sikre overlevelsen af byens kro.
Følg med på Årets Østjydes Facebook-side, hvor de tre finalister snart vil blive afsløret.
Frem mod den endelige kåring vil du kunne se tv-portrætter af finalisterne, som vil blive vist på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Øverst i artiklen kan du se en video med de glade dommere.
Her kan du se hvilke østjyder, der tidligere er løbet med titlen som 'Årets Østjyde':
2014 - Dag Kristiansen, har bl.a. været med til at redde Ørsted Kro
2013 - Lone Petersen, initiativtager til Jysk Landsbyudvikling i Nepal, Silkeborg
2012 - Peter Barnholt Lyng, Ungdomskonsulent, Grenaa
2011 - Henrik Bille Krebs, leder af Ungemiljøet, Randers
2010 - Brian Mathiasen, boksetræner, Aarhus
2009 - Maibritt Lassen Holm, arbejder på et psykiatrisk bosted, Randers
2008 - Anne Sophie Thykjær, dirigent og musiklærer, Malling
2007 - Susanne Hogrefe, formand for støtteforeningen for Hospice Djursland
2006 - Lars Bro, nærpolitibetjent i Aarhus Vest
2005 - Brian Sørensen, driver tre aktivitets- og væresteder
2004 - Jesper Stagegaard, direktør, Ree Park, Ebeltoft
2003 - Else Marie Frandsen, driver et ridecenter i Tørring ved Randers
2002 - Susanne Koch, hjælper hjemløse i Randers
2001 - Allan Fisker, klunser fra det vestlige Aarhus