Årets hidtil koldeste morgen

Der er blevet bidende koldt i Østjylland. Onsdag morgen viste termometret -7 grader i Tirstrup på Djursland.

Kalenderen og vejret følger i den grad hinanden i øjeblikket.

Med overgangen til december er der blevet brug for vanter, halstørklæder og skridsikre sko, når østjyderne er udenfor.

Hvis du synes, det var ekstra koldt at komme hjemmefra onsdag morgen, har du helt ret. Det er nemlig årets hidtil koldeste morgen med temperaturer på ned til hele syv minusgrader visse steder.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er de syv graders frost, der blev målt i Tirstrup på Djursland, dog ikke den laveste temperatur på landsplan. I Midtjylland er der som sædvanlig en smule koldere end i resten af landet. I Karup viste termometret således -7,5 grader onsdag morgen.

Det kolde vejr gør vejene glatte, men der har dog ikke været alvorlige uheld i trafikken.

Se aktuel vejrudsigt fra DMI